Betingelser for overdragelse af loftarealer

På den ordinære generalforsamling den 21. maj 2007 fik 3 andelshavere tilladelse til at overtage loftsarealerne umiddelbart over deres oprindelige lejligheder. I den forbindelse vedtog generalforsamlingen en række betingelser, der gælder for andelshavere, som ønsker at inddrage loftsarealer (jvf. bilag til indkaldelsens pkt. 5c – OGF 21. maj 2007).

Hvis du bor i en af foreningens lejligheder på 4. sal og overvejer at inddrage loftet til din lejlighed, skal du stille forslag om det på en ordinær generalforsamling.

Hvis generalforsamling vedtager dit forslag om at købe loftet, vil det i så fald skulle ske efter nedenstående betingelser, der vil indgå som krav fra foreningens side i en købsaftale:

  • Køber modtager 100 % kompensation for alle udgifter knyttet til at gøre rummet egnet til beboelse. Dette gælder ikke for specielle rum (køkken, baderum, terrasse, kvist etc.). Naglefaste forbedringer som f.eks. indbygningsskabe, rumdelervægge, gulvvarme, håndklædetørring, kuppellys etc. kompenseres der heller ikke for.
  • Køber kan ikke påregne forbedringsværdi for de udgifter, der er ydet kompensation for.
  • Ved videresalg af lejligheden vil de udgifter, der udløste kompensation, ikke indgå i den samlede overdragelsessum. Øvrige forbedringer vurderes i forbindelse med salg i henhold til gældende lovgivning, samt vedtægter og praksis i andelsboligforeningen.
  • Køber betaler den gældende andelskrone på tidspunktet for underskrivelse af aftale om køb. Afregning sker først efter, at udvidelsen er færdiggjort, det beboelige loftareal er opmålt af en uvildig landmåler og købsaftalen underskrevet.
  • Andelshaveren er forpligtet til at betale boligafgift for loftets samlede areal fra og med den 1. i måneden efter, at andelshaveren har taget loftet eller dele heraf i brug til almen beboelse. Er loftet taget i brug til almen beboelse, før loftudvidelsen er endeligt færdiggjort, skal andelshaveren i forbindelse med overdragelsen indbetale boligafgift med tilbagevirkende kraft for den periode, loftet har været anvendt til beboelse.
  • Boligafgift for de nye m2 erlægges iht. gældende fordelingsnøgle i foreningen.
  • Udgifter til opmåling af loftet deles ligeligt mellem andelsboligforeningen og andelshaveren.
  • Så snart udvidelsen er godkendt af kommunen ved ibrugtagningstilladelse har køber pligt til at melde det nye samlede BBR-mål for lejligheden til den relevante myndighed.
  • Efter underskrivelse af aftale om køb har køber 3 måneder til at påbegynde udvidelsen. Arbejdet skal være afsluttet senest 12 måneder efter påbegyndelse.
  • Enhver form for byggearbejde skal overholde bygningsreglementet af 1995 udfærdiget i medfør af §§ 3, 5 og 16, stk. 4 i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 357 af 3. juni 1993 samt være godkendt af Frederiksberg Kommunes tekniske forvaltning.
  • Aftale om køb kan annulleres, hvis Frederiksberg kommune ikke godkender udvidelsen, og herunder at der ikke foreligger ibrugstagningstilladelse fra kommunen.
  • Bestyrelsen skal godkende købers materialevalg, hvis der skal ydes kompensation for det pågældende materiale.
  • Kompensationen udbetales/modregnes i forbindelse med endelig afregning.
  • Kompensation kan ikke overskride den endelige købspris (ekskl. gebyrer etc. i forbindelse med købet).
  • Evt. uenighed vedr. størrelsen af den økonomiske kompensation afgøres af en uvildig byggesagskyndig.